mandag den 7. juli 2014

Den der lille, voksende knude i maven...

Er det OK at være mega træt af begge unger og drømme sig til dengang man kunne sove til kl 11 og kunne dele en flaske vin når det passede til menuen? 




Når begge unger skriger, ikke vil sove, og mor ved bedst. Fordi moren ved jo godt at hvis ikke de sover, så bryder helvede først for alvor løs. Lige nu nægter Alma at sove. Tro mig, hun trænger til en lur nu! Altså - hun har jo helt styr på det der med tigerspring - de bøger har hun læst. Så hvorfor er det hun ikke har læst dem om børn og søvn?

Hvorfor er det at børn ikke gider at sove de dage man har flest projekter at give sig til? Og hvorfor er det, at de dage man så ikke tør gå i gang med noget, fordi "hun vågner jo lige om lidt..." - der sover hun en lang 3-4 timers lur? Der er mange ubesvarede spørgsmål om børn, og jeg finder nok heller aldrig svarene på dem, som så mange før mig. Gad vide om de også oplevede at maven snurrede sig sammen og blev til en knude indeni...

For mig er det dog positivt at se mig selv bekymre mig om den slags. I februar troede jeg at jeg aldrig ville kunne fungere som mor til ét barn, og med et til på vej, følte jeg mig på forhånd som en forlist mor. Et billede af noget der var en gang. 

I dag ser jeg mig selv i spejlet og er muligvis ikke tilfreds med hende der stirrer tilbage med bebrejdende øjne. Men i det mindste kan jeg stirre tilbage og se hende i øjnene. For jeg kan se på mig selv og sige: "jeg klarede det sgu!"

Så når jeg går op i hvor meget min mindste datter sover. At det fylder meget at hun er startet på grød. At jeg går op i hvor ofte hun har afføring. Farve og konsistens. At jeg gør noget ud af at ignorere det utøjrede temperament der ulmer i min store pige (ligesom i hendes mor) og at anerkende hende som den hun er. At jeg går op i at jeg ikke hele tiden sætter ord på at hun er uartig, men i stedet gør det når hun er sød og artig. Fokuserer på lysbarnet, men samtidig anerkender og giver plads til mørkebarnet, (Giver mening hvis du har læst denne bog - kan anbefales) så skyldes det alt sammen at jeg har været et sted hvor bekymringerne var om jeg nogensinde ville blive mig selv igen!

Jeg går ikke længere op i at jeg ikke kan klare mig til kl 17 hvor min mand kommer hjem. I januar kunne jeg få angst anfald så snart han var gået, for hvad skulle der nu blive af mig. Det var et mørkt sted jeg var, og jeg ønsker det ikke for nogen. Og hvor er hormoner dog skyld i meget ondt!

Alt dette har været med til at jeg nu, dag for dag, får mere og mere tid til igen at sidde bag symaskinen (når altså ungerne tillader det, specielt hende den mindste) og tid til at give mine fortællinger herhjemme fra videre til alle jer derude. Derfor vil jeg opfordre jer til at følge mig på instagram, da det er langt nemmere for mig, lige hurtigt at give jer et billede af et projekt der er på vej, i gang, eller færdigt. Det er nemlig lidt hurtigere lige at smide det på instagram. I kan følge mig her. Hvis I gør det vil jeg blive super glad. Og snart vil jeg også skyde gang i et par giveaways som vil foregå på instagram!

God sommerdag til alle jer derude!

tirsdag den 24. juni 2014

Jumpsuit - én lille, én stor...

Her, lang tid før fødslen af Alma, tilbage i december, syede jeg en del. Jeg fik dog aldrig vist jer disse fine jumpsuits til mine piger. 



fredag den 23. maj 2014

Favorit højstolen - Nomi

Der går alt for langt mellem mine indlæg for tiden, men der er også efterhånden mere og mere tid ind imellem. Desværre er der flere projekter der står i kø, og jeg har kun 24 timer i døgnet. Allerhelst vil jeg gerne sy en masse tøj og tilbehør til babyer og børn, men mange af mine ideer bliver i mit hoved, så længe der ikke er tid til at gå igang med dem. Men jeg er så småt ved at komme igang igen, som I nok allerede har set. Dog forbliver det tøj til mine egne børn lige nu, da de projekter kan ligge så længe jeg kan holde det ud, hvor der på ordre kan være en stressende deadline.

Budskabet med dette indlæg er dog et stykke fra syningen, men stadig i børnenes domæne. Vi har nemlig købt os den lækreste højstol til Alma.

torsdag den 15. maj 2014

#sysysy del 2

Lige til at starte med, skal det siges at i dag er en speciel dag for mig. Vi har idag været gift i 4 år, og er blevet to børn rigere, og en hel del timers søvn fattigere... Vi har faktisk haft så travlt med de to små piger, at vi slet ikke har haft fejret vores bryllupsdag sådan rigtigt endnu. Udover selve brylluppet, selvfølgelig, men der blev der også festet igennem. Det var ikke en lækker solskinsdag som idag. Vejret mindede nærmere om i forgårs, med regn fra morgen til aften. 


Så idag - skal den heller ikke fejres... Min kære mand er på arbejde til kl. 18:30 og har én time hjem. Jeg er derfor hos mine forældre med vores to piger. Så endnu engang udskydes fejringen. Men det gør nu heller ikke så meget, vi skal nok give den fuld skrald om nogle år...


Nå, men jeg ville egentlig bare vise den anden kombination af nyt printet jersey jeg var så heldig at få tid til at sy i sidste uge. 

lørdag den 10. maj 2014

#sysysy del 1


Jeg elsker at sy og har endelig fået tid til det, men hold da op hvor har det været svært at vente så længe på at der kom bare lidt rutine i Almas døgnrytme. Hun nyder at ligge alene i kravlegården under roterende ophæng et par gange om dagen. Så har mor lidt frie hænder. Ellers er det når hun sover, at jeg for alvor kan være kreativ.