mandag den 21. april 2014

Det nye liv...



(...fortsat fra forrige indlæg...)

Vi havde enestue oppe på Roskilde sygehus pga kejsersnittet og min depression. Jeg nød de første par døgn sammen med Alma, også selvom min mand måtte være hjemme noget af tiden og sørge for at vores store pige Emma havde en så normal hverdag som muligt. 

På tredjedagen begyndte hospitalsvæggene at omslutte mig og jeg fik startskuddet på de kendte tudedage hvor hormonerne går igennem en kæmpe forandring og mælken løber til. De næste 10 dage var meget voldsomme og præget af depressive tanker som bekymringer og selvbebrejdelse. De ensomme stunder og ventetiden på min mand blev uendelig lang, og til trods for et langt forløb og journal omkring min depression, kom ingen sygeplejersker eller jordemødre for at høre hvordan jeg havde det indeni. Både min sundhedsplejerske og min egen jordemoder var skuffet over dette ved senere samtale. 




På femtedagen tog vi hjem. Jeg var fint mobil, trods lidt smerter endnu og amningen fungerede bare! Så hjemad gik det med vores nye lille pige, hjem og være en familie og lære alting forfra. 

Det var virkelig at starte forfra. Vores store pige elskede sin lillesøster, men kendte ikke sine egne kræfter. Hun ville putte, kramme, kysse og knuge hende ind til sig og vi måtte hele tiden, så nænsomt som muligt, forsøge at forklare hende at hun skulle være forsigtig. Når Alma fik mad, skulle hun have fred og ro, men det var også svært at forstå når man er en ivrig 3-årig. Med tiden er dette blevet meget, meget bedre! Og så er jeg rigtig glad for at vi holdt fast i en normal hverdag for Emma, så hun kom i vuggestue som hun plejede, for hun elsker at være der.




Alma er bare vokset og vokset, og det er ikke for sjov at man siger at tiden går stærkere anden gang, for synes at tiden går ALT for stærkt! Alma voksede 8 cm. på 6 uger. Str. 50 tøjet er pakket væk allerede. Men hvor er det dog skønt at hun er begyndt at smile og allerede nu kan vende sig fra mave til ryg. 

I forhold til mig og min depression går det rigtig fint. Jeg har sjældent angstanfald eller ryger ned i de "sorte huller". Jeg nyder for det meste min tid med Alma, selvom det kan være hårdt nogle dage. Jeg har samtaler og er på antidepressiv, men det har jeg det helt fint med, da det giver mig overskuddet og humøret til at være den mor og kone jeg gerne vil være for mine piger og min mand. Vejret er blevet varmere og dagene længere og lysere, og det hjælper også rigtig meget på humøret. Til samtalerne tager vi fat på nogle af de ting der ligger helt tilbage i mine teenage-år og frem, så nu får jeg rigtig skovlen ind under alle de ting der har påvirket mig negativt de sidste mange år af mit liv. 

Jeg skuer fremad mod min dejlige familie og vores fremtid sammen, og selvom det har været en rigtig hård start på året, så er jeg ikke i tvivl om at det hele nok skal gå godt.




Om lidt fejrer vi Emmas fødselsdag som er på fredag (25. april) hvor hun bliver 3 år. Det betyder boller til vuggestuen og lagkage til familien om lørdagen. Så der skal igang med bageriet i det lille hjem. 
Den 2. maj starter hun i børnehave. Ja, børn bliver jo nu engang kun større. Men vi forældre må da kunne enes om én ting; nogle gange burde det være muligt at fastfryse et øjeblik til at vare en evighed, helt uden tårer, råben og skrigen. Men de øjeblikke må vi gemme i hjertet. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar