Når livet slår kolbøtter

I mit sidste indlæg, som jeg skrev for 55 dage siden, handlede det om min indlæggelse grundet søvnforstyrrelser. Hvad jeg ikke vidste var, at dette var et symptom på noget helt tredje...

Da jeg tog hjem og valgte at sove min første nat hjemme, helt uden medicin eller anden hjælp, var det en kæmpe succes. Trods dette blev dagene mere og mere triste og jeg fik pludselig panik angst, frembragt af situationer hvor fokus var på nattesøvnen, eller tiden alene hjemme. Til sidst kunne jeg bruge flere timer på at græde, og al min livskvalitet forsvandt fra den ene dag til den anden.

For eksempel kunne jeg slet ikke finde overskud til at sætte mig foran min symaskine og jeg mistede fuldstændig lysten til at spise mad, ikke engang kage, slik eller cola havde jeg lyst til. 

På dette tidspunkt havde jeg to måneder til termin. Jeg søgte læge og bad hende screene mig for depression, da jeg var sikker på at den var helt gal, og samtidig blev jeg enormt bekymret for om det ville fortsætte udi en fødselsdepression. Behandling var, for mig, en nødvendighed og skulle startes op snarrest muligt.

Da jeg så er gravid, besværliggør det mulighederne da min læge ikke vil udskrive anti depressiv til en gravid uden først at forhøre sig hos en psykiater. Derfor får jeg først medicin 5 dage senere. I de mellemliggende dage forværres mine angstanfald og nedture væsentligt og jeg føler at jeg fuldstændig har mistet mig selv.

Det er en kæmpe lettelse da min læge ringer og siger god for medicinen og har henvist mig til psykiatrien. Her får jeg tid 14 dage senere. Jeg starter medicinering samme aften og bliver fulgt tæt af min jordemoder og af en fødselslæge på sygehuset. Jeg får hurtigt en følelse af at der dannes et sikkerhedsnet under mig og at jeg ikke bliver "tabt". 

14 dage senere til samtale hos psykiatrien går det meget bedre og jeg kan holde min hverdag ud, selvom det er svært og der er mange dårlige dage, men stadig flere gode. Der er god kemi mellem mig og hende jeg går til samtale hos, og allerede fra første samtale sætter hun nogle tanker igang i mit hoved som bliver en stor hjælp den kommende tid. 

Dagen efter anden samtale vågner jeg op med næsten 40 i feber. Jeg har fået influenza. Feberen fortsætter 4 dage og jeg får i mellemtiden også konstateret blærebetændelse og skal have penicilin. Ugen efter får jeg en virusforkølelse som jeg den dag idag stadig lider så småt under. Senere samme uge får min datter pludselig også influenza med høj feber og jeg får ugen efter at vide at jeg fortsat skal behandles mod blærebetændelse. Jeg får også lavet blodprøver da jeg bliver voldsomt søvnig. Så søvnig at jeg ikke kan køre bil. Svarene viser forhøjede levertal. De ved endnu ikke hvordan dette er opstået, men jeg bliver tjekket ugentlig for at det ikke stiger yderligere.

Nu er vi så snart ved dags dato. Dvs jeg hele januar og februar har været igennem diverse diagnoser og sygdomme. Det har været virkelig voldsomt og jeg har forpæstet min tilværelse fordi jeg ikke på noget tidspunkt fik et afbræk fra udfordringerne. Oveni alt dette var jeg jo højgravid og kroppen arbejdede i forvejen på højtryk. 

Hvad status er idag, kommer i mit  næste indlæg. Men jeg kan love jer at det er knap så ubehagelige omstændigheder der er tale om.

Jeg vil gerne beklage mit fravær mange gange, men nogle gange slår livet kolbøtter og man må prioritere ting fra og til. Det har været nødvendigt at ligge alt andet på hylden og fokusere på mig selv de sidste par måneder, men nu er jeg altså tilbage igen.